Nyhedsbrev til yngstegruppen

 

Yngstegruppen fortæller…

Midt i en national nedlukning har hverdagen fundet sin vej ind i yngstegruppen. Næsten alle femten børn er nu i børnehave igen, så dagene er fyldt med alt det en børnehavedag indeholder af leg, omsorg, rutiner, aktiviteter, historier og spilopper.

En typisk dag i børnehaven ser således ud: Rundkreds/samling holder vi hver dag kl 9. Ofte er det med musikalske aktiviteter, men det kan også være lege, sprogstimulering eller en aktivitet, der har med et givent aktuelt emne at gøre. Formiddagen bruges til leg, men også til aktiviteter som fx produktion af fastelavnsris, male snemænd, eller at en gruppe tager på en tur ud i det blå. Sidst på formiddagen rydder alle op - en af dagens mange rutiner med læringspotentiale. Vi forsøger at give dagens rutiner så som oprydning, bleskift, måltider, tøj af-og-på mm plads, ro og opmærksomhed. Det er ikke bare noget der skal overstås, for at vi kan nå frem til ”dagens aktivitet”. Rutinerne er derimod lige så vigtige for børnenes læring og dannelse. Børnene vokser af at kunne selv, og de lærer, at deres bidrag har værdi for det fællesskab, som de er en del af. Når vi har ryddet op, skal der tisses, skiftes ble og vaskes hænder inden vi kan sætte os med vores madpakker og sige ”Værsgo”. Herefter er der nogle børn der får sig en lille middagslur, mens resten går udenfor og leger, inden vi får vores eftermiddagsmad. Lige nu, hvor der er meget koldt, er det ekstra vigtigt, at I tjekker, at børnene har vanter med, og at deres kasser altid er fyldt med ekstra tøj. Husk navn i tøj, fodtøj og på madpakkerne.

”Se! Mig har tisset”. Så livsbekræftende kan det lyde, når et barn har siddet på toilettet og tisset – helt selv! Vi spørger altid om ble-børnene gerne vil på toilettet og tisse, inden de får en ny ble på. Nogle børn vil gerne - og nogle er ikke interesserede endnu. Det er meget forskelligt, hvornår børn er klar til ”at smide bleen”, og det er helt okay. Hvis I er i tvivl om, hvor jeres barn er i forhold til toilet-træningen, vil vi altid gerne snakke med jer om, hvordan vi oplever jeres barn.

Frostvejr. Børnene er optagede af sne og is, og sammen med dem undrer vi os og undersøger: Hvordan får vi isen op af spanden? Hvorfor bliver man våd, når sneen kommer indenfor tøjet? Hvad sker der med Snemand Frost, når vi lægger ham i en kop indenfor? Vi er i gang med science og udfordrer samtidigt vores sanser, når vi gyser over den kolde sne og is i vores hånd. Vi udvikler sproget, når vi kommunikerer omkring de spørgsmål vi har, og de erfaringer vi gør os. Vi har lavet isskulpturer og spist hjemmelavede astronaut-is, og snart skal vi male snemænd på vinduerne. Vi veksler mellem planlagte og spontane aktiviteter, da vi både tager udgangspunkt i hvad børnene er optagede af, men også gerne vil ”bringe dem nye steder hen”.

Fastelavn. Sammen med Joan har børnene lavet de flotteste fastelavnsris, vi håber at I alle er blevet riset op fastelavnsmorgen. Vi øver flittigt fastelavnssangene, og glæder os til fastelavnsfesten på fredag d. 19/2.

Vi vil slutteligt takke jer for det gode samarbejde, som vi synes at vi har med jer, på trods af corona. Med mundbind og sprit mødes vi hver dag i garderoben med en lille snak om jeres barn. Det er guld værd.

Vinterlige hilsner fra Joan, Stefan og Laila